Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
cerende Disharmonier; men dog forstaar man ret
vel, at det første Syn hos en Digter med det
moderne Livs Erfaring ukunstlet har hidkaldt det
andet, og i ethvert Tilfælde er det uberettiget at
tale om denne Idéforbindelse, dette «Tankespring»,
som Symptom paa Sindelagets Lavhed. Meget
træffende og rigtigt har Wilhelm Bölsche om dette
Punkt bemærket, at Ingen har beskyldt Goethe
for lav Tænkemaade af den Grund, at hos ham
umiddelbart efter Eausts Troesbekjendelse til
Gretchen følger Mefistofeles’ Spotterier («Heinrich
Heine» S. 106). Og dog er Forskjellen her kun
den, at Sværmeriet og Cynismen ere lagte to
Personer i Munden, istedenfor at i det lyriske Digt
Poeten direkte overtager Ansvaret for begge Dele.
I Slutningen af denne Cyclus forekomme et
Par ganske ualmindeligt følte og fuldendte Digte,
der allerede ved Rimenes hos Heine særegne Stilling
skille sig ud fra Smaadigtenes Mængde. Det ene
«Dämmernd liegt der Sommerabend», som skildrer
den skjønne Alfepige, der i Maaneskinnet bader sig
i Bækken, er henaandet og duftfyldt som et
Landskab af Corot. Det andet staar allerede ved den
rytmiske Behandling ene blandt Smaastykkerne i
«Heimkehr». Det er dette sjælfuldt fantastiske
Digt:
Der Tod, das ist die kuhle Nacht,
Das Leben ist der schwiile Tag,
Es dunkelt schon, mich schliifert,
Der Tag hat mich mud’ gemacht.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
