Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ueber mein Bett erhebt sich ein Baum,
Drinn singt die junge Nacbtigall,
Sie singt von lauter Liebe,
Ieh hör’ es sogar im Trauin.
Harzrejsen, den næste Afdeling (1824),
indeholder de dejlige Bjergmandsdigte, som undfangedes
paa en Fodrejse, ved hvilken Heine søgte
Forfriskning efter de juridiske Studier i Göttingen. Her er
yndefulde Billeder af Bjergegne og
Bjergmandsinteriører og en med henrivende Overmod
vedligeholdt aandfuld og kjæk Selvlovprisnings-Stemning.
Det smukke, vidfulde Digt om Ridderne af den
hellige Aand har vel udfoldet sig over Motivet fra
Katechisationsseenen i «Faust», men besidder en
Oprindelighed, der har gjort det populært Jorden
over.
Saa sluttes «Buch der Lieder» med Nordsø
-Digtene, skrevne efter et dobbelt Ophold paa Norder
-ney i stærke, frie Rytmer (1825 og 26). Der
er heri først og fremmest en Natursans, som i tysk
Poesi betegner en ny Erobring.
I Forholdet til Naturen syntes Goethe at have
udtømt Alt. Hans Kjærlighed til alt Liv i Naturen,
hans Slægtskabsfølelse med Dyr og Planter, hans
Fornemmelse af at Mennesket i sit Væsen er ét med de
andre Væsner og hans Anskuelse af Altets Enhed
under vexlende Former i evig Omskiften — denne
Gave til at opløse Naturen helt i Følelse var hans
første Ejendommelighed. Den afløstes eller fnld-
13
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
