Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
stændiggjordes snart ved hans Evne til at iagttage
og gjengive Naturscenerne uden at underlægge dem
sine egne Følelser. Han studerer Naturen, bliver
Iagttager og Forsker og lians stedse mere
dybt-gaaende Anskuelse, lians geniale Blik gjør ham
paa to Hovedomraader til epokegjørende Opdager.
Vi se ham gjennemløbe alle en stor Sjæls Stadier
overfor Naturen, det følsomme, det
religiøst-pan-theistiske og den digterisk-videnskabelige Anskuelses,
tilsidst klamrende sig saa stærkt til det sanselige
Indtryk, at han af al Magt trænger det Sjælelige
som forstyrrende tilbage. Hans Synsmaade bliver
stedse mere positiv og virkelighedskjær.
«Jeg-frygter ikke den Bebrejdelse,» siger han i sin
Afhandling om Graniten, «at det skulde være en
Modsigelsens Aand, der har ført mig fra Iagttagelse
og Skildring af det menneskelige Hjerte, den yngste,
mangfoldigste, bevægeligste, foranderligste Del af
Skabningen, den, som det er lettest at ryste og
rokke, til Iagttagelsen af Naturens ældste, fasteste,
dybeste, urokkeligste Søn»*). Han mener Graniten.
I hvad Retning var det da endnu muligt for
en tysk Digter at lægge genial Naturfølelse for
Dagen? Fra Menneskehjertet til Graniten havde
Goethe omspændt Alt.
Kun et eneste Omraade var levnet. Goethe
havde aldrig besunget Havet. Som næsten fyrre-
*) Goethe: Werke. 83. Bind. S. CLXIV.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
