Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tyveaarig saa lian det i Venedig første Gang. Han
var paa Lido. «Jeg hørte,» skriver han, «en
stærk Larm; det var Havet, og jeg saa det snart.
Det gik højt mod Stranden, idet det trak sig
tilbage. Det var Middag og Ebbe. Saa har jeg-
da nu ogsaa set Havet med mine Øjne,« og længere
hen staar den korte Sætning: «Havet er dog et
stort Syn.» Det var Alt, hvad der fra Goethes
Haand forelaa om Havet.
I Heines Nordsødigte bruser Havet for første
Gang i tysk Poesi med sin Friskhed og i sin Vælde.
Her er for første Gang Muslinger i Sandet og
Maager i Luften. Havet males i Storm og i Stille,
det skildres fra Stranden og fra Skibet, ved Dag
og Nat, med den Fred, der kan ligge udbredt
derover, og i Uvejrsraseri, med de skjønne Drømmerier
og med den Søsyge, det fremkalder, og fra dets
Bund stiger og over dets Flade svæver en hel
Kreds af mythiske Skikkelser, gamle og nye,
gamle, der ere bievne omformede til nye, en
undertiden pathetisk, hyppigere burlesk Verden af Guder
og Gudinder, Tritoner og Okeanider. Og dog er
der forholdsvis lidet af Skildring; Digterens egne
Erindringer, Sorger og Forhaabninger er det,
som fylder disse Digte. Og det er hans dybe
Længsel efter at aande frit, som har istemmet det
berømte Udraab, hvormed titusind Grækere efter
den lange, forfærdelige Marsch hilste deres Hjem-
13*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
