Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
stavns Element: Thalatta1 Tlialatta! — vær hilset
af mig-, du evige Hav!
Der er imellem disse Digte nogle af Heines
skjønneste og uforglemmeligste: først den
humoristisk-frivole Idyl «Nat ved Stranden». Digterens
Besøg hos den smukke Fiskerpige med det
mesterlige Billede af hendes Skikkelse, som den sidder
bøjet foran Ilden:
Dass die flackevnd rothen Lichter
Zauberlieblich wiederstrahlen
Auf das gliihende Antlitz,
Auf die zarte, weisse Schulter,
Die riihrend hervorlauscht
Aus dem groben, grauen Hemde,
Und auf die kleine, sorgsame Hånd,
Die das Unterröckchen fester bindet
Um die feine Hiifte.
dernæst det ved lyrisk Sving enestaaende Digt
«Erklæring» til hin Agnes, hvis Navn Digteren
vil skrive i Lueskrift paa Himlens natlige Hvælving
med en Gran fra Norge, dyppet i Ætnas Krater,
saa det i sin fyndige Knaphed beundringsværdige
Tankepoem «Spørgsmaal», som giver et Begreb
om de Stemninger, i hvilke Heine fattede det
dumdristige Forsæt at skrive en «Faust» efter Goethe’s,
en Plan, han endda ikke betænkte sig paa at
meddele den store Olding selv, under sit Besøg i Weimar.
I enkelte af disse Nordsødigte, ogsaa iblandt de
selvnedsættende eller selvspottende, raader et Selv-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
