Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Heine - XIV. Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
behag, som støder fra. Iblandt dem, som ere helt
frie derfor, maa nævnes det mesterlige, rent
humoristiske Digt «I Havn», den udødelige Fantasi fra
Raadlmskjælderen i Bremen, i hvilken den næsten
indtil Totalafholdenhed ædru Heine har givet det
mest henrivende Billede af et genialt Menneskes
lystige Rus.
XIV.
Det er umuligt for en Nordbo, i modnere Aar og
med en nogenlunde sikker kunstnerisk Dannelse at
fordybe sig i Heinrich Heines Lyrik uden at føle sig
stødt tilbage af Træk og Vendinger, der allerede
tidligt hos ham bleve til livløs Maner. De romanske
Folk føle ikke dette. Hyppigt hører man
kunstforstandige Mænd af de romanske Nationer
sammenligne Heines Lyrik med selve Goethe s, og
foretrække den som mere plastisk og mere spirituel.
For romanske Læsere er Goethe i Reglen
uigjennem-sigtig; om Heine sige Franskmændene: On y voit
mieux. De føle ikke, at hos Goethe er Ordene
alle Tider Sag; hos Heine ikke sjældent færdige
Sætstykker, som indskj’des, bag hvilke der ikke
ligger noget Syn, nogen Virkelighedsanskuelse, men
som anvendes til at fremvirke en vis poetisk Etfekt.
Faa Poeter have som Heine misbrugt Liljehænderne,
Rosenkinderne og Violøjnene — disse monstrøse
Far veklatter — til Skildring af kvindelig Skjønhed,
eller Foraarets forskjellige Attributer, Blomsterne,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
