Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
der dufte, Nattergalen, der slaar ved Dag som ved
Nat, til Besyngen af den skjønne Maaned Maj.
Særligt er Nattergalen under hans Behandling bleven
en rent heraldisk Fugl i Kjærlighedens Vaabenskjold.
Hos Goethe er alle Ord Billeder, derfor
behøver han saa faa Billeder i Ordets udtrykkelige
Forstand. Hos Heine ere Ordene hvert Øjeblik
Allegorier uden Anskuelighed og uden den indre
Sammenhæng, der er Poesiens Logik. Saaledes
naar det hedder: «Aus meinen Thränen spriessen
— viel bllihende Blumen hervor», hvor Blomsterne
endda skulle betyde Digte, eller naar han skriver:
«Spriik’n einmal verdächt ge Funken — aus den
Bosen, sorge nie — diese Welt glaubt nicht an
Flammen — und sie nimmt’s fur Poesie», hvor
der præsenteres os et Nøgle Billeder, mere
sammen-filtret end i de berygtede oldnordiske Omskrivninger
fra Skjaldepoesiens Forfaldstid: Gnister, der slaa
ud af Boser; Gnister, som Spidsborgerne ikke vil
antage for Ild; Bosengnister, der kaldes Poesi!
Mest stødende ved disse Digte med deres
allegoriske Bhetorik er Foreningen af Sentimentalitet
og Materialisme Der tales om Suk og om Taarer
som var Sukkene ret højrøstede Pust og Taarerne
ret massive Individualiteter. Saaledes, naar det
om Sukkene hedder: «Und meine Seufzer werden
— ein Nachtigallenchor» endda med den
materialiserende Tilføjelse; «Und vor deinem Fenster soli
singen — das Lied der Nachtigall». Saaledes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
