Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tag exempelvis det Digt, i hvilket lian
betegner sig som den ulyksalige Atlas, der maa bære
Smerternes hele Verden:
Du stolzes Herz, du hast es ja gewollt.
Du wolltest glucklich sein, unendlich glucklich,
Oder unendlich elend, stolzes Herz!
Und jetzo hist du elend
Det er Linjer, man ikke glemmer. Men den første
Linjes Udraab, som vibrerer paa den berettigede
Selvfølelses Rand, bliver selvbehagelig, naar man
holder disse simple og store Vers af Goethe op
imod Strofen:
Alles geben die Götter, die Unendlichen.
Ihren Lieblingen ganz:
Alle Freuden. die unendlichen,
Alle Schmerzen, die unendlichen,
Ganz.
Det er ingenlunde dadelværdigt hos Heine, at han
virker ved andre, heftigere Midler end Goethe.
Det vilde være urimeligt at indvende mod et Digt
som «Ein Jiingling liebt ein Mädchen», at Goe
vilde have skyet som en Grimace det Skjærende,
Desperate i den bekjendte Slutning: «Und wem
es just passieret osv.» Han vilde have veget
tilbage for det omtrent af samme Grund som den, af
hvilken en gammel Hellener vilde have afskyet det.
Det, som heri kun er nyt, kun moderne i Følelsen,
har Livets Ret. Selve Grimacen er her kunstnerisk
forberedt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
