Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dog- undertiden er af dette Moderne alene
Grimacen bleven tilbage. Saaledes i det berømte
Digt: «Mein Herz, mein Herz ist traurig.» Det
indeholder en mesterlig Skildring af et vidtstrakt
Landskab, set højt oppe fra den gamle Bastei.
Vi øjne den blaa Stadsgrav med en Dreng i en
Baad og paa den anden Side af Graven: bitte
smaa og brogede, Lysthuse, Haver, Mennesker og
Oxer, Enge og Skove, Piger, der blege deres Vask,
et Møllehjul, der udhvirvler sit Diamantstøv, og
ved det gamle graa Taarn et Skilderhus med en
Skildvagt, der gaar op og ned, og hvis Gevær
spiller i Sollyset. — H. C. Andersen, der etsteds
har omtalt dette Digt, skriver om det: Og Digteren
ender saa gribende: «Ich wollt, er schösse. mich
todt.» — Gribende? Nej. Overrumplende; thi
Intet forbereder derpaa. Udbruddet er maaske
ikke aldeles uægte, men saa nervøst, at det i
Grunden Intet betyder; forsaavidt usandt, som det
store Ord kun betegner en Stemning, intet dybere
Ønske, endsige en Vilje.
Goethe har udtalt ikke just Længsel efter
Døden, men Eorsonethed med Dødstanken i disse
berømte, udødelige Linjer:
Ueber allen Gipfeln
Ist Ruh.
In allen Wipfeln spiirest du
Kaum einen Hauch.
Die Vögelein schweigen im Walde.
Warte nur, balde
Ru hest du auch.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
