Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det er unødigt at gjøre opmærksom paa den
Kontrast mellem Digterindividualiteterne, som
aaben-barer sig, naar denne Melodi i Ord sammenlignes
med hin Disharmoni hos Heine; men man agte
rent kunstnerisk paa den mægtige Overensstemmelse
mellem alle Led, som lier finder Sted. Digtet er
ét Aandepust fra det første Ord til det sidste:
Aftenstemning i Skoven og i Menneskesjælen,
For-stummen af alle Ønsker, Opløsning af al Mislyd,
Sjælen, der stor og blid føler sig som ét med
Al-naturen.
Overfor denne Fuldkommenhed fornemmes kun
altfor slaaende Manglerne ved Heines lyriske
Effektstil, hvor den imellemstunder bryder ukunstnerisk
frem. Den er i sine Svagheder beslægtet med den
allegoriserende Eventyrstil hos de tyske
Romantikere, fra hvilke han som Digter gik ud. Og
dog er Heine saa langt fra at være en ren
Romantiker som han er fra at være, hvad Nogle kalde
ham for, en rent moderne Realist.
Han har kaldt sin «Atta Troll» Romantikens
sidste frie Skovsang. Andre have i fjendtlig
Hensigt kaldt hans Poesi Romantikens Opløsningsproces.
«Jeg skrev Atta Troli,» siger han, «til min egen
Fornøjelse i den lunefulde Drømmemanér, som var
herskende i hin romantiske Skole, i hvilken jeg
har tilbragt mine behageligste Ungdomsaar og
til-sidst har banket Skolemesteren.» Og dog er det
Romantiske her kun det rige funklende Gevandt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
