Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Heine og Goethe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dem, at mit lille Intermezzo-Metrum |det af Heine
hyppigst anvendte] ikke har en blot tilfældig Lighed
med Deres sædvanlige Versemaal, men sandsynligvis
skylder Deres Sange sit hemmeligste Tonefald.»
Han udvikler videre, at han tidlig har modtaget
Paavirkning af den tyske Folkevise og at han i
Bonn er bleven indviet i Versenes Kunst af Schlegel,
«men», fortsætter han, «jeg troer først i Deres
Sange at have fundet den rene Klang og den
sande Simpelhed, hvorefter jeg altid stræbte. Hvor
rene, hvor klare er ikke Deres Sange, og samtlige
er de Folkesange. I mine Digte er kun Formen
nogenlunde folkelig; Indholdet er det konventionelle
Selskabs.»
Først af Muller har Heine lært, hvorledes
man af de gamle Folkesangsfornier kunde danne
nye. Man behøver, for at se Heines Stil fødes
og formes som for Ens Øjne, kun at holde visse
af Mullers Vers sammen med visse af Heines.
Hos Muller hedder det:
Wir sassen so traulich zusarnmen
Im kuhlen Erlendaeh,
Wir schauter. so traulich zusarnmen
Hinab in den rieselnden Bach.
Hos Heine:
Wir sassen am Fischerhause
Und schauten nach der See,
Die Abendnebel kamen
Und stiegen in die Hoh\
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
