Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Heine og Goethe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tag nu Heines verdensberømte Digt, først en
Studentersang, saa en Folkevise, gribende og
smeltende ved sin Melodis ømme Forening med Texten !
Den direkte Efterligning er utvetydig. Æmnet er
det samme, Versemaalet er det samme, ja Rimene
paa enkelte Steder de samme: blitzet—sitzet;
istedenfor au—getlian staar blot Kahn—gethan.
Men hvilken Forskjel! Stemningen er kommen til.
Først det personlige Udgangspunkt, det uforklarede
Tungsind, under hvilket Fortælleren ikke kan blive
det gamle Æventyr kvit, saa det øjeblikkelige Syn,
det bestemte, tydelige Billede af Landskabet:
Die Luft st kuhi, und es dunkelt
Und ruhig fliesset der Rhein,
Der Gipfel des Berges funkelt
Im Abendsonnenschein.
Die schönste Jungfrau sitzet
Dort oben wunderbar,
Ihr gold’nes Geschmeide blitzet,
Sie kämmt ihr goldenes Haar.
Endelig er Elementet af dæmonisk Lidenskab
kommet til, som de tidligere Bearbejdere af Æmnet
ikke formaaede at nedlægge i det. Heine gjengiver
her en elementær dragende Magt, der er beslægtet
med den, som Goethe i «Der Fischer» har givet
Udtryk ved simplere Midler og med dybere
Virkning. Men Goethe skildrer i Overensstemmelse
med sit Væsen den stille, lokkende Besnærelse,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
