Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Heine og Goethe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Udtrykket er her som i Regelen hos Heine
epigrammatisk, derfor ikke rigt.
Vi have nu tilstrækkeligt Materiale for Øje
til at danne os en Forestilling om Udformningen af
Heines poetiske Stil. Det er da interessant at
studere den som færdig og udviklet.
Vi kunne tage vort Udgangspunkt i det sidst
betragtede Digt med dets epigrammatiske Pointe.
Det er betegnende for Heine, at her saa lidt som
ellers fordyber han sig i en Følelses indre
Uendelighed ; han skærper og tilspidser i Reglen kun
Udtrykket for den. Saaledes endog med
Elskovsfølelsen, som han dog hyppigst har behandlet.
Endelig er det karakteristisk, at han med sin ringe
Forvandlingsevne altid kun har givet mandlig Elskov
Udtryk, aldrig lagt en Kvinde et Følelsesudbrud i
Munden.
Intet er Heines Evne fjernere end et Digt
som dette berømte af Goethe:
Freudvoll und leidvoll,
Gedankenvoll sein,
Hangen und bangen
In schwebender Pein,
Himmelhoch jauchzend,
Zum Tode betrubt osv.
Thi dette er et Kvindehjertes Karakteristik og det
er selve Elskovens indre Liv, dens Pulseren, dens
Svingninger imellem Salighed og Kval. Hos Heine
gjør allerede det Epigrammatiske i Stilen en saadan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
