Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Heine og Goethe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ich trete zu dem Baume
Und sage: Porneranze!
Du reife Porneranze!
Du siisse Porneranze!
Ich schiittle, fuhl’, ich schiittle,
O fail in meinen Schoos!
Man sammenligne blot den mægtige Stemningstyide,
den Glød og Duft, den overstrømmende Naturpoesi,
der rummes i et saadant Digt om Attraaen af
Heine som det underfulde: «Die Lotosblume ängstigt
sich vor der Sonne Pracht».
Højst betegnende for de to Digtere er det,
at li vor, som ovenfor antydet, Elskovslængselen
glider over i Skildring af fremmede Egne, der
maler Goethe med Fo rkj ærligli ed Italien, Heine
Hindostan. Eden et Superlativ og uden et
Diminutiv, med en Magt som en Gud, fremmaner Goethe
i Mignons Længselssang Billedet af den klassiske
Jord, livor Citronerne blomstre. Der er en Magt
heri, en Vælde i hvert betegnende Træk, som
Heine ikke naaer. Men man sammenligne hermed
den liflige Sødme i Heines «Auf Fltigeln des
Gesanges», den drømmende, higende Længsel, det
Yndefulde og Mystiske i det Perspektiv, som
aabnes:
Es hiipfen herbei und lauschen
Die frommen, klugen Gazellen,
Und in der Ferne rauschen
Des heiligen Stromes Well’n.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
