Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Heine og Goethe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det er en udødelig Strofe. Goethe er, selv livor
han giver Længslerne Tøjlen, bestandig som lians
Guldsmed fra Efesus den store kloge Hedning, der
former Gudeskikkelser; i Heines visionære Hjerne
var der det Gran af guddommelig Galskab, som
var fornødent for at Kjøbmandssønnen fra
Diissel-dorf skulde kunne forstaa og gjengive det gamle
Indiens selvopgivende Drømmeri.
Skarpere endnu træder Heines stilistiske
Ejendommelighed frem paa Baggrund af Goethe’s, naar
vi sammenligne Udtryk for det, som ikke er egentlig
Attraa, men den rene Elskovslængsel, lios dem
begge.
Man mindes f. Ex. hos Goethe disse Linjer,
der er lagte Mignon i Munden:
Nur wer die Sehnsucht kennt, weiss was ich leide,
Allein und abgetrennt von aller Freude
Seh’ ich an’s Firmament nach jener Seite,
Ach, der mich liebt und kennt, ist in der Weite. —
Es schwindelt mir, es brennt mein Eingeweide.
Nur wer die Sehnsucht kennt, weiss was ich leide.
Dette er Mesterens fulde Poesi. Der er anvendt
megen Kunst paa Gjengivelsen af Længselens
tærende Enstonighed: de sexdobbelte Rim, de
smægtende Vers. Endelig det djærve realistiske
Udtryk: jeg svimler, hvor brænde mine Indvolde!
Men man sammenligne nu Heines Udtryk for
den rene Elskovslængsel, hvor han naaer højest.
Saa ser man, hvad den plastiske Fantasi og den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
