Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Heine og Goethe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
fuldendte Lakonisme i Stilen, hvis Udviklingshistorie
vi have eftervist hos ham, kan frembringe for Tid
og Evighed:
Ein Fichtenbaum steht einsam
Im Norden auf kalder Höh’,
Ihn schläfert; mit weisser Decke
Uinhiillen ihn Eis und Schnee.
Er träumt von einer Palme,
Die fern im Morgenland
Einsam und schweigend trauert
Auf brennender Felsenwand.
Det er neppe rimet. Det eneste rigtige Rim deri
er det tarvelige: Land og Wand. Det er kun
dette: Granen drømmer i Sneen, Palmen sørger
taus i Solheden. Det er ikke netop set; det er
tænkt eller fundet, derfor ikke til at male — jeg
har set det malt paa en tysk Udstilling, et ved
sin Idioti rent latterligt Dobbeltmaleri — men
ligefuldt, det er et uforglemmeligt, et evigt Digt.
Det beroer paa, at Symbolet er saa uhyre slaaende
ved sin Simpelhed, ved hine Par klare Omrids i
Stemning, som udtrykke Umuligheden af at
overvinde Adskillelsen trods den indre Sammenhøren.
Og har Goethe nu sin Styrke i Udtrykket
for sunde Følelser, forholdsvis enkelte og ublandede,
saa har Heine en St3^rke i Udtrykket for det
moderne Menneskes blandede Følelser, for det
Angrebne i Følelseslivet, som er smertelige Erfaringers
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
