Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Heine og Goethe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Resultat. Aldrig havde Goethe kunnet skrive disse
Linjer med deres skjærende Kontraster og gaaderige
Indhold:
Wenn ich in deine Augen seh\
So schwindet all mein Leid und Weh:
Doch wenn du sprichst: ich liebe dich!
So muss ich weinen bitterlich.
Hvorfor maa lian græde? Jeg har hort
Spørgs-maalet besvare naivt: fordi hun lyver. Ak nej!
saa simpel er Sagen ikke. Han har hørt disse
Ord af andre Læber, og Elskovsordene fra disse
Læber er forstummede; han véd hvor længe en
saadan Lidenskab i Reglen varer, og han udrives
af sin Selvforglemmelse ved Lyden af hendes Stemme
— han tvivler paa Varigheden af hendes Følelse
eller paa Varigheden af sin egen.
Højst interessant er det ogsaa at se,
hvorledes Heine under Udarbejdelsen har tumlet med
disse Ord. Først lod den sidste Linje: «Dann
wein’ ich still und bitterlich». Senere blev Ordet
«bitterlich» i Strid med Digtets oprindelige
Anlæg-forandret til «freudiglich», indtil Linjen
endelig-tik sin nærværende Skikkelse*).
Heine var ikke lykkelig og ikke stor nok til
at naa til Forsoning med Existensen. Den længe
Landflygtige og længe dødeligt Syge kunde, selv
*) H. Huffer: Aus dem Leben Heinrich Heines. S. 153.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
