Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Heine og Goethe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
iilt Andet fraregnet, ikke se paa .Jordelivet med
de Øjne, som den udadtil sikrede, fra mange Sider
hædrede og i sit Væsen sunde Fyrsteven i Weimar.
Derfor er Oprørstendenser, Bitterheder og Cynismer
uendeligt meget sjældnere hos Goethe end hos Heine.
Goethe lægger dem i Regelen sin Mefistofeles i
Munden, Heine, som manglede dramatisk Kraft,
faar Ansvaret for ethvert Indfald, fordi han altid
taler i eget Navn. De værste Bitterheder optog
Goethe tilmed ikke i sine Værker. Kun i
Parali-pomena til «Faust» findes f. Ex. dette Sted:
Nach kurzem Larm legt Fama sieh zu Ruh,
Vergessen wird der Held so wie der Lotterbube,
Der grösste König schliesst die Augen zu,
Und jeder Hund bepisst gleieli seine Grube.
Heine dvæler ved de Forestillinger, som Goethe
kun fremkalder for atter at fjerne dem. Ogsaa
Goethe kan være blasfemisk. Han har skrevet det
ofte anførte, sjældent forstaaede Digt: «Wer nie
sein Brod mit Thränen ass». Det er en bitter,
blodig Anklage mod Verdensordenen. Men den er
taarekvait i sin Bitterhed, ikke vildt desperat som
Heines mesterlige «Fragen» eller som Digtet «Lass
die heiligen Parabeln», hvor det hedder:
Warum schleppt sich blutend, elend.
Unter Kreuzlast der Gerechte,
Während gliicklich als ein Sieger
Trabt auf hohem Ross der Schlechte?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
