Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Heine og Goethe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Opsang’ til en Ungdom, denne Opfordring til ubøjelig
Udholdenhed! Her kjæmpes for Æren og for
Kvinder som Bytte, ikke for Selvets egen Frihed,
som naar det hos Goethe saa simpelt hedder:
Nimmer sich beugen.
Kraftig sich zeigen,
Rufet die Arme
Der Götter herbei.
Følelsen er hos Goethe renere og fuldere, Sprogets
Musik er simplere, medens Melodien hos Heine liar
ligesom en overdaadig Instrumentation. Men her
er Intet for Øjet, slet intet, Billed. I)et er typisk,
at Alt her hos Goethe er større følt, men hos
Heine mere moderne, mere blandet, ligesom det
metriske Udtryk er mere sanseligt indsmigrende,
frembragt af en paa alle Enkeltheder mere opmærksom
Kunst.
Tag nu et Æmne af fortællende og tillige
malerisk Natur: de hellige tre Konger, som de
mindes paa Helligtrekongersfest. Det er behandlet
bredt, muntert, i Folketone og ægte naivt i Goethes
«Epiphanias» : «Die heil’gen drei König’ mit ihrem
Stem». Hver af de hellige tre Konger, den hvide,
den brune og den sorte, karakteriserer sig her som
de saa ud, naar de formummede gik fra Hus til
Hus paa Landet, og Digtet slutter:
Die heil’gen drei König sind wohlgesinnt.
Sie suchen die Mutter und das Kind,
Der Joseph fromm sitzt auch dabei,
Der Ochs und Esel liegen auf Streu.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
