Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI. Heine og Aristofanes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hos Heine optag-er A åbenmundetheden med
Hensyn til hans Forhold til det andet Kjøn for
stor en Plads og er ikke altid smagfuld. Den
skaffer ham ti Læsere for hver en, den fjerner;
men den ene, den fjerner, var undertiden mere værd
end de ti, den forskaffer.
Og dog er denne Aabenmundethed i en vis
Henseende tillige hans Styrke. Den havde ikke
behøvet at være saa personlig, men ellers er den
ganske nødvendig for den, der ikke blot vil
omspænde det Alvorliges Halvkugle, men det Komiskes
med. Og den nærmer Heine til alle Tiders ypperste,
rent komiske Digter.
I Slutningen af sit «Yinteræventyr» udtaler
Heine umiddelbart efter det kaade Sted, hvor han
lugter sig til Kundskab om Tysklands Fremtid ved
at stikke Hovedet ned i Karl den Stores Tronstol,
at de ædleste Gratier have stemt hans Lyras Strenge,
og at denne Lyra er den samme, som engang hans
Fader lod tone, «den salig Herr Aristofanes, den
Musernes Yndling». Han tilføjer, at i sit sidste
Kapitel har han søgt at efterligne «Fuglene», «det
bedste af Faders Dramer».
Han har da sat sin Ære i at udlede sin Kunst
fra det gamle Grækenlands største komiske Digter.
Man studser i første Øjeblik derover. Thi
medens adskillige andre tyske Poeter som Platen
og Prutz have efterlignet den aristofaniske Komedies
Former: Trimetrene, Korene, Parabasen, den hele,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
