Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI. Heine og Aristofanes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
der har levet, i det mindste det vittigste, som har
levet i den moderne Tid. Vistnok staar Voltaire
som en Slags Personliggjørelse af Viddet, men hans
Vid er forstandigt og tørt, ikke digterisk, ikke
Fantasivid som Heines.
Det var i sin Tid uklogt af Platen, at han,
stolt og stiv som han var, skrev det Værk, hvori
han vilde haane Heine, «Der romantische Oedipus»
i den aristof’aniske Komedies y^dre Form og Manér;
thi han havde kun Versenes Finhed og Ordenes
Grovhed tilfælles med Aristofanes. Heine derimod
havde alle Aristofanes’s Hovedegenskaber i Forening:
Viddet og Vildskaben og Fantasien og den
smeltende Lyrik og Skamløsheden, Alt i Gratiens Form.
Uden Gratie og Vid er Skamløsheden visselig en
lav og frastødende Egenskab. Men i denne sin
Forening med høje Evner er den ualmindelig. Den
aristofaniske Digter maa og kan ikke have den
Stolthed, der gyser tilbage for at more de Gemene,
dem, der kun forstaa En, naar de møde En i
Snavset. Han tør ikke sky til et vist Punkt at
give sig til Pris, det vil sige: at give sit moralske
Væsen til Pris for at indvinde et større digterisk Felt.
Det nytter ikke, at en Autor, der, som Platen
(eller som Hauch i «Den babyloniske Taarnbygning»)
først og fremmest vil gjøre Indtryk af «en ædel
Digter» og indgyde Despekt ved sin Person —
det nytter ikke, han forkynder, at han vil «seine
Gegner zermalmen mit wirklichem Witz». Man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
