Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI. Heine og Aristofanes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
moderne Digter tinde et Sidestykke. Men indenfor
rommen som Kamme vover lian da ogsaa det
verordentlige, det Aristofaniske.
Som alt berørt: Han ligner Aristo fanes i
Dybden af sin Skamloshed og i Højdeflugten af
sin Lyrik.
Vel spille Hentydningerne til Fordøjelsens
Besværligheder og deslige en noget mindre Rolle hos
Heine end hos Aristofanes, der jo iøvrigt selv,
som han erklærer, ringeagtede denne Art Komik.
Den duede efter hans Udsagn kun til at fremkalde det
mindst udviklede Publikums Latter. Men der tales
hos Heine hyppigt og undertiden bredt om slige
Ting (bredest i Polemiken mod Platen) og man
sikrer sig næsten ligesaa ofte mod visse hæslige
nsekter hos Heine som hos A risto fanes.
Skjøndt Heine selvfølgelig ikke kan føre et
saadant Frisprog med Hensyn til det Kjønslige som
den gamle Græker, saa negter han sig til Gjengjæld
ikke nogen Hentydning, der kan bøde paa hvad
Udtalelserne maa mangle i Ligefrem hed. Nu og
da er der næsten ingen Omskrivning tilstede, og
Cynismen, som ellers antydes ved et Smil eller en
Grimace, les ud i Verden af fuld Hals — saaledes
i Slutningen af «Vinteræventyret», i Digte som
«Den Vantro» og lignende.
Og atter som hos Aristofanes: Fra denne
stadige Dvælen ved alt det i Mennesket, som minder
om, at det i sin første Spire udvikles mellem en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
