Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI. Heine og Aristofanes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Blære og’ en Endetarm, hæver Heine sig’ til den
lineste, sarteste Lyrik. Han, som saa godt kjender
Naturvæsenernes materielle Oprindelse, udleder i
et af sine Digte Alt fra Nattergalesangen:
Im Anfang war die Nnchtigall
Und sang ihr Lied: Ziikuht! Zukiiht!
Det minder formelig om de dejlige Vers i «Fuglene»,
i hvilke det hedder:
Elskelige og fine, du !
Du. som er sødest af Alt for mig,
Skovensomme Veninde!
Kommer du? kommer du? bliver du? osv.
Hos Heine som hos Aristofanes gaar det ud over
Guderne. Alligevel er naturligvis Satiren hos ham
forsigtigere end hos den gamle Græker; den moderne
Verden taaler mindre Skjæmt paa dette Omraade
end den antike. Naar Dionysos, selve Komediens
Gud, i «Frøerne» viser sig storpralende og fejg,
faar den ene Dragt Prygl efter den anden og
til-sidst anraaber sin Præst, der inde blandt Tilskuerne
indtog en Æresplads, om Bistand i Nøden, saa
gives der intet Sidestykke til den Art
Gudsbespottelse hos Heine, der skrev under Politiets og det
moderne Samfunds Censur. Og dog nægter han
sig ikke ret meget fra den lette Spøg til den drøje
Skjæmt og de mest bidende Spotterier. Bekjendt
er Hyacinths Forklaring i «Reisebilder* af de
for-skjellige Religioners Værdi. Han vrager Katholi-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
