Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI. Heine og Aristofanes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
høre ham kalde dem til deres Heste, til Vaaben, til
Kamp, for at hævne den Forsmædelse, som Morderne
have ladet gaa nd over den gyldenlokkede Germania.
Paany føres saa Alt tilbage til Ammestuevisens
Stemning og dens nu med Begejstring og Jubel
istemte Slutningsrim : «Sol! du klagende Flamme!»
Der er et aristofanisk Sving i denne poetiske
Udmaling af det gamle Arsenal, de tomme Rustninger,
de falmede Faner, de sovende Soldater og saa
Omslaget, Appellen til den vaagnende Kraft og
An-raabelsen om hellere at faa Middelalderen igjen
end Datidens skinhellige Preussen med dets Blanding
af gothisk Galskab og moderne Løgn. I de to
følgende Afsnit fortsættes Skildringen af Bjergets
Indre og føres Samtaler med Barbarossa som
Drømme-tilstande under Søvnen i en Rejsevogn.
Paa samme Maade er den preusserfjendske
Fantasi i Værtshuset i Minden begrundet. Heine
vil have den preussiske Ørn frem, vil lade den
blive plukket og skudt. Hvis Aristofanes havde
havt et lignende Mellemværende med en Ørn, saa
vilde han have indført den uden videre lige for
vore Øjne. Heine maa gaa tilværks ad den
sædvanlige Omvej. Hos ham bliver i den begyndende
Drømmetilstand under Halvsøvn den røde
Sengekvast over hans Hoved til en Ørn med Fjær og
Kløer, der truer med at hakke Leveren ud af hans
Bryst og mod hvilken han udsynger sit Had.
Kun paa ganske enkelte Steder er Heines
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
