Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- XVI. Heine og Aristofanes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kunstneriske Fremgangsmaade dristigere, den store
Grækers mere lig. Saaledes i den prægtige Tale
til Ulvene om Natten i Teutoburgerwald. Den
Hejsende hører dem hyle ved Midnat om Vognen,
hvis ene Hjul er gaaet af. Han stiger ud og
holder til de vilde Bestier en Tale:
*
Mitwölfe, ich bin glticklich
Heut’ in eurer Mitte zu weilen,
Wo so viel’ edle Gemuther mir
Mit Liebe entgegen heulen.
Og Talen er en humoristisk Kopi af dem, som
store Mænd ved slige Lejligheder pleje at holde:
Denne Time er evigt uforglemmelig. Det er Løgn,
at han er gaaet over til Hundene; han har aldrig
tænkt paa at blive Hofraad i Lammehjorden. Den
Faarepels, han nu og da har hængt om sig, har
han kun brugt til at varme sig med, han er og
bliver Ulv og vil altid hyle med Ulvene.
En direkte Efterligning af Paisteteros’ Bryllup
med Basileia i «Fuglene» er endelig, som af Heine
selv ’udtalt, Scenen mellem Digteren og Hamburg
som den kraftige Kvinde med Murkronen. Den
er yderst kaad, drengeagtigt overgiven og i sin
Lystenhed i Grunden mere anstødelig end lignende
Steder hos Aristofanes, der jo aldrig fremfører sig
selv paa Scenen uden for at forsvare sig som
Digter. Heines Skamløshed er om end mindre
vidtgaaende dog mere personlig end hans.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sun Feb 11 02:23:31 2024
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/hovedstrom/6/0263.html
