Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI. Heine og Aristofanes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det er et Digt om en Negerkonge, der fanges,
kommer til Europa, maa tromme udenfor en Cirkus,
tænker paa sin fordums Storhed og trommer sin
Tromme itu. Men at den sorte Mand i
Teltaab-ningen skal ligne Maanen mellem Skyer er unægtelig
komisk. •
Hos Heine hænger den røde Tunge ud af
Bjørnens sorte Gab som Maanen viser sig mellem
hvide Skyer. Og i Digtets Slutning træffer Heine
i Jardin des plantes en Neger, der passer Dyrene,
og der aabenbarer sig for ham som den
Freilig-grath’ske Negerkonge, der har giftet sig med en
hvid Kokkepige fra Elsass, hvis Fødder minde
ham om Elefanternes i hans Hjemstavn og. hvis
Fransk klinger i hans Øren som Negersprog. Hun
har givet ham saa godt at spise, at han har faaet
sig en lille rund, sort Mave. Den glimter frem
igjennem Skjorten som en sort Maane, der træder
frem af hvide Sk}ær.
Ikke mindst endelig spores der noget
Aristo-fanisk i den hensynsløse og brutale Satire over
Platen i Reisebilledernes sidste Del. Ja endog
visse lystige Fil i den litterære Strid er fælles for
den græske og den tyske Komiker. I «Frøerne»
faaer Æschylos under Væddekampen med Euripides,
hvem Aristofanes forfølger med sit Had, et
Omkvæd, der omtrent er enstydigt med «spiller op
paa den gamle Lire», til at passe ind i Alt, hvad
Euripides citerer af sig selv. I « Rejsebillederne»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
