Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVII. Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
indtil ved Dødens Nærhed Alt forsones i det store
mystiske Formælingsdigt mellem ham som Dødning
og Passionsblomsten ved hans Kiste:
Du warst die Blurae, du geliebtes Kind,
An deinen Kussen musst ich dich erkennen.
So zärtlich keine Blumenlippen sind,
So feurig keine Blumenthränen brennen.
Geschlossen war mein Aug’, doch angeblickt
Hat meine See! beständig dein Gesichte,
Du sahst lnich an, beseeligt und verziickt
Und geisterhaft beglanzt vom Mondenlichte.
Det er Billeder og Følelser fra en anden Verden
end Legem verdenen, en Verden, som den Blindes,
hvor der er Kys, men ikke synlige Læber, Taarer,
der falde fra Øjne, som ikke ses, Duft af Blomster,
hvis Former ikke røres, og for Dagens Sol et
trolddomsagtigt, aandeagtigt Maanelys. Og saalidt
som der er Legemlighed, er der Lyd:
Wir sprachen nicht, jedoch mein Herz vernahm
Was du verschwiegen dachtest im Gemuthe —
Das ausgesprochne Wort ist ohne Scham,
Das Schweigen ist der Liebe keusche Bliithe.
Det var, siger han, en lydløs Samtale, som fandt
Sted, og Ingen maa spørge, hvad der taltes:
Frag, was er strahlet, den Karfunkelstein,
Frag, was sie duften, Nuchtviol und Rosen —
Doch frage nie, wovon im Mondensehein
Die Marterbluine und i hr Todter kosen!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
