Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIX. Immermann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Forsagelse eller Skuffelse har endnu ranet dem en
eneste Draabe af deres varme Blod. Original er
Maaden, livorpaa Afstanden imellem dem langt om
længe forkortes: Den unge Jæger, der er den
sletteste Skytte af Verden, da han fra sin Forældre
har arvet Driften til at skyde og Manglen paa
Evne til at træffe, afgiver paa Jagt en eneste
Gang i sit Liv et Skud, der naaer et levende Maal,
og træffer da den unge Pige med en Ladning Hagl
i Skuldren. Hans dybe Skamfølelse i den
Anledning glider efterhaanden over i heftig Forelskelse.
Da hun sidenhen er helbredt og de to have fundet
hinanden, gaa de en Dag ud i Skoven sammen:
«Jeg vil bede dine Saar om Tilgivelse,» sagde
han, «tog hendes Tørklæde af og kyssede de fine
røde Punkter mellem Bi^ystet og den lysende hvide
Skulder. Hun fandt sig deri uden at vægre sig;
hun havde lagt sine smaa Hænder overkors i sit
Skjød. Saaledes sad hun der som et hengivent
Offer for Kjærligheden; men hun saa’ undseligt
bedende paa ham. Det Blik kunde han ikke taale.
Han lagde hastigt Tørklædet paany tilrette om
hendes Bry^st og Skuldre, faldt ned for hendes
Fødder, trykkede hendes Knæ mod sit Hjerte og
gik saa nogle Skridt bort fra hende for at blive
Herre over sin Bevægelse.»
Sligt lader sig daarligt gjengive. Den maa
læses, som den forekommer i Originalen, denne
Mark-Idyl mellem de Elskende, hvor de maale
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
