Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIX. Immermann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
deres Højde mod hinanden, hvor han leg-er med
hendes Lokker og hun stadigt ikke kan faa andre
Ord over sine Læber end: O du! — Der er et
Maaltid, de holder med Hvedebrød og Æbler, som
de kjøber undervejs, begge lige enige om, at
Romanskriverne lyve, naar de paastaa, at Kjærlighed
lever af Luften. Hun spiser af hans Haand og
han af hendes. Det er saa ægte og saa godt som
Noget af hvad Auerbach, Keller eller Bjørnson
senere har skrevet af lignende Art.
Og Immermann staar her ikke mindre højt i
Skildringen af Kjærlighedens Utykke end af dens
Lykke. Intet i hans Novelle staar over Stedet,
hvor den gamle Bonde røber Lisbeth, at hendes
Elskede er en højfornem Mand, og berøver hende
Troen paa at Oswald vil tage hende til Ægte.
Denne har kun fortiet hende sin Stilling og givet
sig ud for en simpel Forstmand i den Hensigt
senere at volde hende en glædelig Overraskelse.
Tænkte hun forstandigt efter, vilde hun kunne
slutte, at hun ingen Troløshed har at frygte af
ham. - Men hun er med ét Slag ved Efterretningen
om at den Elskede har løjet, revet ud af sin hele
Ligevægt, og Immermann har her det dybe Ord:
«Thi Kjærlighed er, saa længe den forbliver
uforstyrret, guddommelig Skarpsindighed...........men
rokket, drevet ind paa falske Formodningers Baner,
er den Afsind, der gaar Domkirker forbi uden at
se dem og omvendt anser Muldvarpeskud for Alpe-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
