Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XX. Hegelianismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det menneskelige Fosters Udviklingstrin; alt
Tidligere stræbte og sigtede mod ham, alle tidligere
Bestræbelser vare fuldendte med ham, saa der fra
nu af kun kunde være Tale om en nøjere Udførelse
af de enkelte Partier i det store givne Grundrids.
Fra nu af var Tilhøreren under Fortryllelsen.
Selve Kunstordenes Dunkelhed var en Tiltrækning
mere; Vanskelighederne ansporede; det blev en
Æressag at forstaa, en Livssag at forstaa. Og
med hvilken Henrykkelse forstod man!
Ja, man forstod det: Hele denne Sanseverden
var kun Skin; dens Væsen var Tanken. Ikke alt
dette Enkelte og Individuelle, kun det Almene var
sandt, var reelt. — Jeg tænker, og gjennem min
Tankes nødvendige Fremskriden i Kraft af faste
Love naaer jeg til den fuldstændige Kundskab til
mig selv og til Verden. — Jeg tænker min egen
Tanke, betragter den ikke mere fra den Side, fra
hvilken den er min, men som den almindelige Tanke,
tænker alle menneskelige Intelligenser sammen med
min, berøver dem alle denne Individualitetens Form,
der synes væsenlig, men ikke er det, og ser i alle
disse Aander en eneste Aand og i den Tilværelsens
Princip. Dette Grundvæsen, der faar sit højeste
Udtryk i Mennesket, er det samme, som
gjennem-trænger Verden, som frembringer Verden. Dette
Grund væsen, der virker og former blindt i Naturen,
bliver sig bevidst i mig. Det Ubetingede, Ideen,
det som populært kaldes Gud, er ikke et bevidst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
