Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXIII. Rahel, Bettina, Charlotte Stieglitz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kum. Det vilde interessere mig’, paa en sand og
aaben Maade at erfare, li vad de tænke om dig
og dine Værker. Dn vilde kunne optage meget
deraf, lære meget deraf og fornøje dig derved og
liave en nyttig og behagelig Adspredelse deri.»
Hun vil, at de skulle rejse, drage vidt omkring,
til St. Petersborg, til Finland. Han opsiger sine
Embeder, de rejse. Intet nytter.
Foran Vandfaldet Imatra i Finland sagde hun
i Juli 1833 disse mærkværdige Ord til Stieglitz:
Er det Hele ikke som én stor Tanke, der har
forvildet sig ind i denne Fjældensomhed? Bølgende
Følelser og Tordenstorme, et Uvejr, det var det
passende Akkompagnement til denne Nedstyrten af
fraadende Vand. Men tænk dig nu Sangen om
den lille Viol her — hvor kummerligt vilde den
lyde, og i og for sig er den dog saa skjøn.
Saa-ledes forlanger denne bølgende, mægtigt bevægede
Tid vældige Sange. Du vil give den dem.............»
I Oktober 1833, da han klagede og atter
klagede over Livets smaa Naalestik, svarte hun
(som han har noteret): Jeg har iagttaget dig
skarpt og er kommet til den Overbevisning, at
hvem der mener det godt med dig, ordentlig maa
gaa ud paa at berede dig en rigtig dyb Smerte.
Intet vilde gjøre dig mere Godt. Intet kunde
fremme dig mere.
Efter sindslidende Menneskers Vis kunde
Stieglitz stundom være exalteret og hidsig til det Yderste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
