Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVI. Politisk Lyrik, filosofisk Revolution
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
den eneste Ret, den, at de hævdede sig, erobrede
Litteraturen for sig og vandt sig Folkets Øre.
De havde i Trediverne havt en enkelt
For-gjænger, den ovennævnte østerrigske Digter
Alexander Auersperg. Hans Lyrik var pragtfuld,
over-daadigt billedrig, stundom lidt smagløs; men der
var Malm i hans Vers og hans Pathos var ægte.
Man kunde kalde denne Pathos josefinsk. Thi
Josef II er Auerspergs Helt, og det er fra
Oplysningssiden, at han opfatter den politiske Frihed,
for hvilken han sværmer. Hans Had er især
rettet mod Præstevælden, dog saaledes at han
gjør Forskjel paa Pfcijfen og Priester; de skjændige
Klerke angriber han, de ædle Præster priser og
forherliger han. Naar han begynder:
Stoss in’s Horn, Herold des Krieges: Zu den Waffen, zu
den Waffen!
Kampf und Krieg der argen Horde heuchlerischer, dummer
Pfaffen!
saa følge Vers, som velsigne de virkeligt fromme
Præsters Skare. Dog spores det vel, at efter hans
Synsmaade findes i hans egen Tid flere af de første
end af de sidste. Han betragter det som et af
Tidsalderens Karaktermærker, at paa de føre,
dyriske Præstemænd er nu fulgt de kloge, tynde,
magtgriske Bisper:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
