Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVI. Politisk Lyrik, filosofisk Revolution
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte mere til nogen Konge om at stille sig i
Spidsen for sit Folk — ingen Hymne mere til
nogen Gud om at skænke Folkene Frihed og
Lykke. Friedrich Wilhelm IV havde i
Mellemtiden dræbt Herweghs Tro paa Kongerne og
Ludwig Feuerbach hans Tro paa Gud. Men der er
i disse Vers en Følelse af, at det nu ikke mere
dæmrer, men dages i Sindene.
I de gamle Dagsange, som Shakespeare har
efterlignet i «Bomeo og Julie» er det et staaende
Træk, at den unge Kvinde ved Morgengry holder
sin Elskede tilbage med Vendingen: det er ikke
Solen, men Maanen, hvis Lys du nu skimter, ikke
Lærken, men Nattergalen, du hører. Her er
paa aandfuld Maade i Digtet Morgenzuruf Billedet
vendt om:
Die Lerche war’s, nicht die Nachtigall,
Die eben am Himmel geschlagen:
Schon schwingt er sich auf, der Sonnenball,
Vom Winde des Morgens getragen.
Der Tag, der Tag ist erwacht!
Die Nacht,
Die Nacht soli blutig verenden. —
Heraus wer an’s ewige Licht noch glaubt,
Ihr Schläfer, die Rosen der Liebe vom Haubt,
Und ein flammendes Schwert um die Lenden!
Mod Kongerne er rettet Epigrammet
«Un-gluckliche Liebe» :
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
