Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVI. Politisk Lyrik, filosofisk Revolution
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det bajerske Rigsraadskammer — de Fleste var
Gudsfrygtige, og Vorherre tager dog ogsaa Hens3fn
til Flertallet — men fordi det ingen Steds- o g
Tidssans havde, derfor fik det Hele en saa
forsmædelig Ende»*).
Saa mange Udviklingsstadier Feuerbach under
sin stigende Virkelighedsinteresse har gjennemløbet,
og saa meget der end med Rette kan siges om
hans Standpunkters Flerhed, er hans Hovedtanke,
den der er som Nøglen til Hvælvingen, paa hvilken
det Hele hviler, dog ligesaa simpel som stor. Og
det er denne: Mennesket kan ikke blive sig et
Væsen bevidst, der er højere end dets eget. Dersom
Mennesket kunde blive sig selv o: sit Væsen
bevidst som endeligt ligeoverfor et andet Væsen, der
begrebes som uendeligt, saa vilde Mennesket i sin
Bevidsthed begrænse sit eget Væsen o: negere det.
Dets Bevidsthed vilde altsaa naa ud over dets
Væsen, men dette er umuligt; thi Bevidsthed er
kun Væsenets Selvbekræftelse.
Istedenfor som Hegel at sige: Menneskets
Bevidsthed om Gud er Guds Selvbevidsthed, nødes
vi da til at sige: Menneskets Bevidsthed om Gud
er Menneskets Selvbevidsthed; Religionen er
Menneskets første og indirekte Selverkjendelse.
Det indrømmes fra alle Sider, at Gud
uund-gaaeligt maa bestemmes ved menneskelige Prædi-
*) Wesen der Religion. S. VII.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
