Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVII. Den revolutionære Poesi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
raadne Stamtræ. Og hun anraaber de
lænke-bundne Trælle om at komme hende til Hjælp og
erkjende hende for den, hun er. Men i det Samme
gribes den anden Germania af heftige Veer. Med
en Explosion sprænges hun som en Bovist, springer
i Luften og er borte, og af al den Røg, som
derved udbreder sig over Scenen, udfolder
efter-haanden Taageskikkelser sig som valfartende Munke,
Romantikere, der lovsynge den hellige Middelalder,
Gjæs, der sørge over, at Svaneordenen endnu ikke
er færdig, og moderate Frisindede, der istemme
Omkvædet:
Immer langsam voran, immer langsam voran!
Dass der preussische Fortschritt nachkommen kann!
Da bryde Trællene deres Lænker, kaste sig ned
for den fremmede Kvinde og hylde hende som den
sande Germania, den endnu jomfruelige, men som
engang vil blive Moder til Fremtidens Hersker.
Sindbilledet er kraftigt og smukt. Og det
var sandt. Ikke det underkuede og søndersplittede
Tyskland, der dengang blev udskreget som det
frugtbare og fremtidsrige, men de dengang
forfulgte og forhaanede Friheds- og
Enhedsbestræbelser fødte det tyske Riges Fremtid. Kun virker
det en Smule forstyrrende, at den sande Germania
slet ikke har nogen Fortid, slet ikke har noget
Stamtræ, men at al hendes Kraft og Herlighed
skal ligge i Fremtiden. Tanken om et saadant
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
