Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVIII. Den revolutionære Poesi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
XXV1IL
Der gaves opadstræbende Aander, virkelige
Digtere, som stode afsides fra Litteraturens
almindelige Bane i disse Aar. Det var Mænd som
den udmærkede sydtyske Digter, Eduard Mörike
(født 1804), Schwaberskolens sidste Ætling, der
sprængte Skolens Begrænsning og som Lyriker
snarere er et Skud af Goethes Stamme: en Poet
af den lødigste Genialitet, Sjælelivets idylliske,
skjælmske, sørgmodige Sanger, Forfatter til det
evige Digt «Denk es, o Seele!» Der var endvidere
Mænd, som de to nordtyske Digtere, Thtiringeren
Otto Ludwig og Ditmarskeren Friedrich Hebbel,
de to kraftfuldeste Særlinge i den nyere tyske
Litteratur, begge fødte i Aaret 1813, begge først
udfoldende deres højst forskjelligartede
Ejendommeligheder efter 1848, to knortede Egestammer med
rigt Løvværk, der staa udenfor Skoven. Kun ét
Karaktermærke have de faaet af den Tid, hvori
de vare Ynglinge: den ejendommelige mørke Trods,
der er Grundlaget i begges Væsen. Mere deres
Eget er en Forening af det Melankolske og det
Skarpsindige under et Hang til djærv Realisme.
De indvarsle en senere, upolitisk Tids
Virkeligheds-studium og Virkelighedstroskab. Men de have ikke
de førmartslige Digteres fælles Kjendemærke: den
lyse Begejstring, Retningen udadtil mod det
offentlige Liv og mod gjennemgribende Samfundsreform
eller i Nødsfald gjennemført Omvæltning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
