Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVIII. Den revolutionære Poesi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
store Kjæmpe for at de lystigt kan drive deres
Væsen ovenpaa liam. Men rejste Kjæmpen sig
blot én Gang op af Søvne, saa faldt de alle paa
Hovedet ned. Han, Poeten, gjør ikke andet end
kilde liam med sit Papir under Næsen i Haabet
om at Kjæmpen blot engang vil nyse, saa var alt
det Pak Pokker i Vold. Han udraaber: Vaagn op
for at se, hvad Liv de fordriste sig til at føre; at
jage dem bort, er saa ingen Knnst. Og lian slutter:
Jeg véd ret godt, hvordan Kjæmpen hedder; men
jeg har mine Grunde til ikke at nævne lians Navn.
Istedenfor Folket som Folk tiltaler han i et
andet Ligt «Ecce Homo», Mennesket som Menneske:
Dér staar den ældgamle, graa Domkirke; dér den
ældgamle, faste Kongeborg. Stille se de ned paa
den vandrende Menneskehed og én Slægt efter
den anden skyller forbi deres Fod. Aarhundreder
igjennem toner der Sang fra dem, aflægges der Ed
i dem, og vi synes Døgnfluer i Sammenligning.
Tosserne præke derfor Ærefrygt for disse Korthuse.
— Thi hvad er de andet end Korthuse, som
Mennesket i sin Barndom har bygget sig! Manden
kan vælte dem, som han byggede dem, og han
kan bygge andre i Stedet. Himmel og Jord er
en blød Deig, Mennesket former den, som dets
Tanker er til.
Undertiden anslaar Sallet en lettere, mere
spøgende Tone: Hvorledes hedder den gamle Mand,
som alle Mennesker holde af, men de gode Tyskere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
