Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVIII. Den revolutionære Poesi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
bragt op i Dagslyset; men den bliver staaende
uskadt, dersom ingen Haand rører den. Han
udskamnier dem, der mene, at Alt vil ske af sig
selv, i Kraft af historisk Udvikling osv. Det
værste Ord for ham er: Det maa jo blive
anderledes, det kan jo ikke vedblive at gaa som det
gaar. Saa gammel Verden er, siger han, er endnu
aldrig Noget skeet af sig selv.
Og da det for Censuren var ham umuligt
direkte at røre ved Kongemagten, fortæller han paa
gode Vers sin Parabel om Bjørnen. Omtrent som
man ser Ulve i Bur ved Kapitolium, ser man
udenfor Bern Bjørnen som Stadens Symbol. Sallet
tager af denne lokale Ejendommelighed Anledning
til sin Fortælling: I gamle Dage holdt de sig i
Kanton Bern en Bjørn og lode det brave Dyr leve
højt paa deres Bekostning, medens de stadigt
passede at klippe Kloerne paa det for ikke selv
at blive sønderrevne. Spurgte man dem, hvad
Bjørnen gjorde for Gavn og om de ikke vilde
forklare det, saa svarte de højst forundrede: Forklare!
livad skal han gjøre! Han æder sig mæt, bevæger
sig gravitetisk, brummer, kortsagt: det er vores
Bjørn. Og spurgte man, hvorfor de holdt den?
lød Svaret: For det gjorde vores Fædre. Vi er
fortabte, hvis Slægten døer ud. Og spurgte man
paany hvorfor, saa hed det blot: Hold Mund eller
vi slaar Hovedet i Stykker paa dig.
En Dag opstod stor Larm og Stimmel, stort
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
