Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVIII. Den revolutionære Poesi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Skraal og1 Rend. Bjørnen laa død. Pludseligt kom
Dødsfaldet; der var ingen ny Bjørn at faa i en
Hast, og overalt lød Klageraabet: Nu er det ude
med Kanton Bern! Op I brave Jægergutter! ud
at faa fat paa en ny Bjørn til os!
De jage afsted gjennem Kløfter, over Bjerge
og finde ingen Bjørn. Men vidunderligt! Ikke
desmindre modnes Kornet og Vinen, der voxer
Frugt paa Træerne, det er som om Alt derude i
Naturen ikke brød sig det ringeste om Jammeren
i Bern. Og Solen staar op hver Dag paany,
endskjøndt den saa Bjørnen død — og Verden
staar endnu. Hvad vil det sige? —
Saa vittig Parablen end er, saa vil den neppe
overbevise nogen Tilhænger af Monarkiet om dettes
TTnødvendighed. Sallet angriber kun den fjottede
Kultus af det for uundværligt ansete Symbol,
indlader sig imidlertid slet ikke paa at bekjæmpe de
Forestillinger om Gavnligheden af at den højeste
Stilling er unddraget Kappestrid, som i Almindelighed
gjøres gjældende til Fordel for Kronen. Men sin hele
Sjæl har han nedlagt i et enkelt Digt, det, der fører
Titlen «Aut—Aut» og der blev som et Løsen for
Datidens Ungdom. I Aarestrups Oversættelse klinge
nogle af de mest betegnende Strofer deri saadan:
j
I, som vil kjæmpe Tidens Dyst,
Herfrem, I Riddere alle!
Tal det ud med tydelig Røst:
For hvilken Sag vil I stride og falde?
Enten—Eller!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
