Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVIII. Den revolutionære Poesi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
betragtes som Börnes eneste fremragende poetiske
Elev. Han er som lian den jødiske Stammes,
Proletariatets og den politiske Friheds Talsmand.
Gammeltestamentarisk Stil og Pathos blander sig
hos ham med Paavirkninger fra den nyeste tyske
og franske Oppositionslitteratur. I den østerrigske
Poesi har han nærmest Anastasius Griin og Lenau
til Forgjængere. Han har ikke en Prutz’s grundige
Dannelse, men brændende Farver, Stemningens
Gløden, Udtrykkets Anskuelighed og en forbitret
Begejstrings Udbrud. Han var imidlertid af dem,
som vel hilste Revolutionens Udbrud med Glæde, men
som Reaktionens Sejr bragte til at skifte Tonart.
Da Ungarns storladne Opstand var knust, rettede
han til Østerrige Kejser et Digt med Smiger for
Sejerherren og en Bøn om Naade for de fangne Helte,
der indignerede hans gamle Kampfæller. De mindedes,
at han før Katastrofen havde været Republikaner
og Socialist, han, der nu efter Ungarns Fald
op-traadte som den loyale østerrigske Undersaat*).
Alfred Meissner, (f. 1822 i Teplitz), og Moritz
Hartmann (f. 1821 i Duschnik), ere Bøhmens to
betydelige tyske Lyrikere og lige ildfulde i deres
politiske Frihedsbegej string.
Meissners uskjønne Endeligt bør ikke faa Nogen
til at lukke Øjnene for hans fuldstændigt ægte og
*) Smign. Moritz Hartmann: Reimchronik des Pfaffen
Mauritius. Cap. V Apostel und Apostaten.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
