Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVIII. Den revolutionære Poesi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hvem lian omfattede med en Ynglings og en
Discipels Begejstring. Han har fra sin Barndom af
talt baade Czechisk og Tysk, og hans første
Digtsamling «Kelch und Schwert» indeholder Udtryk
nok for hans Kjærlighed til det bøhmiske Sprog,
som han stiller ved Siden af det polske og hæver
paa det russiskes Bekostning. Dog følte han sig
overfor Czechernes politiske Sympathier med
Rusland og deres Had til alt Tysk kun som Tysker.
I «Kalk og Sværd» (1845) er Hartmann
nærmest Bøhmer. Allerede det lille Digt siger
det, der er stillet foran som Motto:
Der ich komnT aus dem Hussitenlande,
Glaube, dass ich Gottes Blut genossen,
Liebe fuhl ich in mein Herz gegossen,
Lieb’ ist Gottes Blut — mein Herz sein Ketch.
Der ich komm’ aus dem Hussitenlande,
Glaube an die fleischgewordnen Worte,
Dass Gedanken werden zur Kohorte
Und jedwedes Lied ein heilig Schiuert..
Som man ser, han føler sig nærmest som Hussit
i det Land, hvorfra Huss’s befriende Lære er
fortrængt, og han omfortolker Spørgsmaalet om Kalken
i Nadverens Sakramente, det gamle bøhmiske
Kamp-spørgsmaal, i moderne, ja i Feuerbachsk Aand. I
et Digt om de tyske Frihedssange lader han
Tysklands Lyrikere høre, at Sangen ikke er den rette
Hammer til at sprænge et Fyrstehjerte og at Fri-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
