Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVIII. Den revolutionære Poesi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Leden er som en Kvinde: den vindes ikke ved Ord
alene. For Polakkerne føler lian som var han selv
Polak. Man ser, at han elsker en ung polsk
Dame og gjennem sit Forhold til hende har han
selv i sit Hjerte omdøbt sig til hendes Landsmand.
Digtet «An C ... a» er et af de skjønneste, som
Samfølelsen med Polakkerne udenfor Polen har
skabt. Hartmann kan nu og da blive vidtløftig
og i Udtrykket dagligdags. Men hyppigst er hans
Form concis, hans Stil dramatisk og han har Evnen
til uforglemmeligt at brænde en Scene ind i Læserens
Sind. Man læse f. Ex. Digtet «Die Drei», om
de tre Fordrevne, der mødes hos en Pastavært paa
en Slette i Ungarn og som i Nattens Stilhed sidde
tause ved deres Vin, indtil En hæver sit Glas og
udraaber: For Fædrelandet! Den Første af de
Fremmede er Zigøjner, den Anden er Jøde, den
Tredje er Polak. Et Fædreland har Ingen af dem,
og alle tre sidde stumme ved deres Bægere efter
Skaalen.
Lidenskabeligere endnu end Polen beklages
Bøhmen, «den stakkels Hjort, som forbløder sig
d}rbt inde i en Skov». Kun Musiken er levnet
Bøhmerne, den vækker med sin Blidhed Medlidenhed
med dem overalt, den synger og sukker og smelter
Hjerterne med sine hemmelighedsfulde Melodier.
Paa denne første Digtsamling allerede passer det
Ord, som Digteren har sagt om sig i den følgende:
Der er ingen Sang deri, som ikke Friheden, den
skjønneste og ædleste af alle Muser, har kysset
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
