Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bilagor - Bemærkninger om Varægerspörgsmålet. Genmæle til Hr N. Höjer af Vilh. Thomsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
4
VI LH. THOMSEN.
for at være påvirket — vistnok på en lidet heldig måde — af
den tydning, jeg har givet af det slaviske navn i henhold til
Beauplans ord: »An printemps lors que les neiges fondent, tous
les Porouys (d. v. s. de klippebælter, som betinge fossedannelsen)
sont couverts d’eau excepté le septième qui s’apelle Nienastites, et
qui seul empesche la nauigation en cette saison» (nemlig fordi de
vældige klippespidser her rage så höjt op, at vandet ikke kan nå
at overdække dem helt). Hr H. siger nemlig: »Då det slaviska
ordet egentligen betyder »icke mätt», »icke full (på vatten)», vore
en ren motsvarighet härtill i jakande form »alltid hungrig», »alltid
(vatten)bristande^.» Her er nu imidlertid strax den egentlige
betydning af det slaviske ord angivet ganske urigtigt som »icke mätt»;
det har i virkligheden en helt anden farve, i det grundbetydningen
er «den umættelige», »den glubske», »frådser», og dertil kunde vei
svare »den altid hungrige», men på ingen måde »den alitid (vatten)
bristande». Når en månd er en »umættelig» frådser, kan man
måske nok kalde ham »altid hungrig», men ganske sikkert ikke
»altid slunken» eller »tommavet» eller lignende, hvad derimod efter al
sandsynlighed deri vil være, som til stadighed er »ikke mæt». Det
vilde i virkeligheden også være aldeles utænkeligt, om netop denne
vældige fos, der er den störste og voldsomste af dem alle og endnu
i vore dage af skipperne benævnes »helvede», skulde være kaldet
»den alltid (vatten) bristande», som om den i sig selv var
vand-fattigare end alle de andre, medens naturligvis snarere det modsatte
må siges at være tilfældet.
Om således allerede den tanke, Hr. H. vil lægge ind i navnet, må
anses for at være forfejlet, så gælder dette endnu mere den
sproglige form, han söger deri. Han forklarer nemlig »det fornsvenska
Aifar af far, bristande, hvars neutrale form, fat, bristande, hvad
som fattas, träffas i denna betydelse på mångfaldiga ställen i vår
äldre literatur och ännu lefver i uttrycket: hur är det fatt [P] ? och
afledt i verbet fattas», og fortsætter derefter: »Om detta far redan
i äldsta svenskan hade den korta vokal, som den neutrala form
framgent eger och allt från början tyckes hafva haft i våra
skriftliga minnesmärken, så hafva vi här, om läsarten Aifor skall antagas
vara den rätta, såsom Thomsen vill [som vi ovenfor have set,
existerer der ingen anden], dels ett ytterligare bevis för att fornryskan
var specielt svenskt språk, dels ock en grund för det antagandet,
att äfven de ryska namnen blifvit Konstantin meddelade i deras
slaviska uttal, det må nu hafva varit af en halft slaviserad ryss
eller af en slav.»
Hertil er at mærke, uden at nævne det påfaldende i bevarelsen
af nominativmærket r i adjektivets stærke form, 1) at det vistnok
vil være umuligt ellers at påvise en sådan anvendelse af det enkelte
ord far i de personlige kon, som den Hr H. her tillægger det i
betydningen »bristande», d. v. s. »som har lidet af ngt.» Noget
helt andet er den bekendte brug af neutr. fat (jfr Rydqvist II, 417),
isl. fatt (paucum, parum), hvortil Hr. H. henviser (jfr i sms. isl.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
