Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rapportering
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
83
Den „kunstige" rapportør, der med stort arbeide fra jægerens
side har lært at komme ind ved uophørlig at kaldes fra stand, kan
ikke maale sig med den naturlige, ja den er i virkeligheden ofte til
mere skade end gavn. Hunden vil let faa den opfatning, den skal
gaa af standen hver gang, ligesom den skal gøre „down" for
skud, og den handler derefter. Den „rapporterer" kanske seiv om
dens fører befinder sig 20 skridt bag den paa slette marken, og ofte
to, tre gange itræk. Men under forhold, hvor jægeren ser hundens
stand, og hunden seiv kanske baade ser og hører sin herre lige i
nærheden, er rapport aldeles unødig — ja maa betragtes som en
feil! Den første hund handler af instinkt og omdømme, den siste
ganske mekanisk uden at bruge sin hjerne. Men med at faa sin
herre tilbage til vildteter denne fuldt saa ivrig som hin, thi hele
dens tanke hænger udelukkende ved fuglen, som den forlod.
Jeg maa fraraade, at en hvalp eller ung hund, der ikke viser
anlæg til rapport, læres dertil. Ofte forlanger eieren, at en hund
skal „lære rapportering" og dressøren ved, at denne egenskab gir
hunden et plus i manges øine. Men de aller fleste dressører mangler
aldeles forstaaelsen af, hvordan rapportering rettelig bør udføres.
Og disse folks kludren med hunden ødelægger dens faste stand og
gør den til „blinker".
Altsaa.- den gode rapportør bruger sin forstand i
hvert enkelt til fæl de. Den gaar ikke straks af standen, men
venter i al fald er par minutter for at se, om jægeren ikke skulde
indfinde sig. Hunden vil forsigtig dreie hodet og speide til alle sider,
og ser den sin herre komme, blir den rolig staaende. Finder den
ventetiden for lang, gaar den lydløst af standen og begynder at lede
efter ham. De enkelte individers maade at „melde af" paa er for
skjellig. Nogle bunde stanser brat, nåar de faar øie paa jægeren og
stirrer urørlig paa ham. Ser de saa, han har kurs mod dem, snur
de og iler tilbage til standen. Kommer deres herre ikke, gjentaV
de den samme manøvre.
Enkelte sætter eller lægger sig, nåar de faar øie paa sin herre
for ligesom at markere sit fund og sige, at jægeren nu maa komme
til dem, ikke omvendt. Atter andre hunde nærmer sig forsigtig,
næsten krybende — de har ligesom angst for at gjøre støi og mulig
skræmme vildtet — og springer saa logrende op ad sin herre for
at faa ham med sig. En af mine hunde, pointeren „Diana P", som
jeg fik tre aar gammel, men som først aaret derefter begyndte at
rapportere, kom i fuld gallop og lagde sig foran mig, hvorpaa hun
i skridtgang og lige linie trak an mod vildtets opholdssted. Seiv om
dette laa et par hundrede meter borte, begyndte hunden at trække
i-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
