Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del - VII. Jernkonstruktioner - A. Jernet som byggemateriale - 3. Smijern, flussjern
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
689
å
hvorved praktisk talt alt silicium, mangan og kulstof i jernet forbrændes i
løpet av 10—20 minutter; tilslut gir man jernet den forønskede kulstof
gehalt ved at tilsætte råjern («rekarbonisering»).
Jernet støpes i blokker, som senere kan valses til forskjellige profiler. ’
Thomasprocessen foregaar i det væsentlige likedan, men adskiller sig der
ved at man anvender et «basisk» for av pressede dolomitstener. Den egner
sig for fosforholdig rujern og har derfor særlig betydning for Tyskland.
Yed forbrændingen utskilles fosforet som fosforsyre, der bindes til kalk;
herved dannes «Thomasmel», et ndmerket gjødningsstof, Fosforholdig rujern
var før Thomasprocessens opfindelse mindre brukbart, da fosfor gjør jernet
sprødt og dermed litet egnet som byggemateriale.
Ved Siemens-Martinprocessen smeltes rujern og skrapjern sammen i en flamme
ovn («regenerativovn»), gjennem hvilken man blæser opvarmet luft og brændbar
gas henover jernbadet; en ladning paa ca. 30* blir færdig i løpet av 5—8 timer.
Ogsaa her anvendes saavel surt som basisk for, som regel surt for staal
og basisk for jern, i Amerika i begge tilfælder for det meste basisk, og kul
stof tilsættes i fornøden grad, efterat det er blit næsten fuldstændig utbrændt.
Flussjern gir man navn av staal, naar det i nævneværdig grad lar sig
bærde, hvilket som regel først er tilfældet naar det indeholder mindst ca.
0,3% kulstof. For at faa en skarp grænse har man foreslaat at anvende
betegnelsen flussstaal, saasnart strækfastheten overskrider 5000 kg/cm.2
Som før nævnt avhænger jernets egenskaper ikke bare av kulstofgehalten,
men ogsaa av andre faktorer; dog gjælder i almindelighet følgende omtrent
lige oversigt:
. Ca. 0,05—0,20 % C.: bløtt jern, sveises let, kan ikke hærdes.
» 0,15—0,40 » » : middels jern, kan sveises, daarlig hærding.
0,30—0,70 » » : staal, daarlig sveis, kan hærdes.
» 0,60—1,00 » » : haardt staal, kan ikke sveises, hærdes let.
Saavel hærdbarheten som strækfastheten vokser med kulstofgehalten op
til ca. 1 % eller noget mer, men avtar derefter.
Omtrent i samme mon som strækfastheten vokser, avtar den maksimale
forlængelse for brud; materialet blir altsaa mindre seigt og tøielig.
I England og Amerika betegner man — ialfald i den tekniske praksis —
baade flussjern og flussstaal som «steel» ; ved tilføielser som bløt, middels,
haard skjelnes da mellem sorter med lav eller høi kulstofgehalt.
Staalsorter med meget høi kulstofprocent (der forekommer indtil 1,6%)
anvendes ikke i bygningsvæsenet; som regel klarer man sig godt med almin
delig flussjern.
Kulstofgehalter mellem 1,6% og henimot 3% fremstilles i almindelighet
ikke, da saadant jern ikke egner sig som staal, og av forskjellige grunde
heller ikke som støpejern.
Til valsning av de forskjellige profilér kan anvendes jern fremstillet ved
en hvilkensomhelst av de nævnte processer. I Tyskland spiller Thomaspro
cessen som før nævnt en stor rolle. I Amerika er den gaat helt av bruk,
mens den egentiige («sure») Bessemerproces avtar raskt og i hovedsaken kun
tjener til fremstilling av jernbaneskinner; omtrent alt bygningsjern valses av
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
