Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Verena Stadler - 4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 117 —
«Du er svært ofte ute,» sa Verena. «Mor
spør altid efter dig.»
Han stirret et øieblik ut i luften, mens ansigtet
blev stedse mørkere og sveden sprang frem paa
panden. Saa tok han frakken av og hang den
paa sin plass.
«Hun tar det saa tungt, mor, at du gaar saa
meget ut.»
Han knep sig fra det ved at mumle: «Saa
kan jeg jo bli hjemme.»
Men bakefter sat han hele aftenen oppe i stuen
hos de to kvinder og hadde rigtig en av sine
gode stunder. I begyndelsen forlegen over at han
var hjemme efter overtalelse, lot han efterhaanden
hyggen i den hjemlige stue virke paa sig og blev
snaksom og munter og trohjertet som i gamle
dage, da han var den som gjorde livet lyst for
de to gamle, — sin far og sin mor. Men Verena
følte denne aften at hun hang ved ham med en
kjærlighet som fyldte hele hendes væsen, og hun
følte en stor kraft i sig til at lede dette sorgløse,
svake menneske og være hans ven; ja, hun følte
det næsten som om hun elsket ham netop for
hans svakhets skyld, likesom man hænger dobbelt
ved en syk, fordi faren for at miste ham altid
er der.
Om fru Zerahn hadde de i mellemtiden hørt
litet nyt. Datteren kom i butiken nu som før,
men Wilhelm interesserte sig øiensynlig meget
mindre for hende: han kom ikke som før ut av
bakeriet saasnart han merket hun var der, ja han
lot endog som om han slet ikke saa hende, skjønt
Verena godt merket at han gjorde det. Men hun
glædet sig inderlig over at han ikke gjengjældte
5 EEE
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
