Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Verena Stadler - 4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ga
— 121 —
brede ryg mot butikdøren og betragtet hende utaal-
modig. Hans ansigt var forunderlig at se; fuld-
kommen levende av uro. Læberne skjalv og
øinene glinset, kinderne var røde av sindsbevæ-
gelse. «Herregud, er du endnu ikke færdig ?»
för han pludselig op; og det kom rent forpint.
Da saa Friederike op, og der gik med ét et lys
op for hende. Hun gik stille ut. I dette øieblik
vilde ogsaa Verena trænge sig forbi ham, men
han sperret for hende.
«Jeg vil frem,» sa hun og trak veiret kort.
I det samme faldt døren i efter piken.
Da vendte han sig til hende. «Vi maa snakke
sammen,» så han.
Da løftet Verena langsomt og rolig høire haand
og strøk ringen av venstre. «Ta den,» så hun,
og han tok den.
«Vrene!» bad han. Der gik som et ryk gjen-
nem hans svære skikkelse. «Siden jeg — siden
du og jeg blev forlovet har jeg aldrig talt med
hende — med Hilde.» ;
Verena svarte ikke. Hun gled forbi ham ut i
gangen. Han løp efter hende. «Vrene!»
Der var noget i stemmen som tvang hende til
at se sig om. «Du maa da høre litt paa mig,»
bad han. Hun visste selv ikke, hvorfor hun da
ikke kunde komme av flekken. Hun saa hvordan
han pinte sig for at faa ordene frem. Endelig
kom det: «Det med Hilde — det var før. Da
— da jeg saa — da mor — da jeg forstod at
det aldrig kunde gaa — hun snakket bare om
dig — bare om dig! Og da jeg hadde hørt paa
det længe nok, mente jeg — at det ogsaa var
ng
mn Å NE
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
