Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Verena Stadler - 6
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 140 —
det lyse haar stod hørgult op fra panden, Han
slog ut med de nøkne armer med de opbrættede
skjorteærmer. «Der tindes ikke orden paa nogen
ting,» skrek han tilbake til svendene som lakonisk
drev paa med sit og iot hans ord gaa hen over
sig. «Altid mer og mer at gjøre, og ikke et
menneske som hjælper en! Jeg kan da ikke være
overalt — i butiken, i bakeriet og i vedboden paa
en gang.»
Da han fik øie paa Verena, som hadde vendt
sig bort og langsomt gik op trappen, tok vreden
ham paany: «En haug med kvindfolk i huset,
og ikke en eneste kan række en en hjælpende
haand.»
«Hvad er det da?» sa Verena. Hun stod
ganske stille og saa rolig paa ham, og han av-
kjøledes under hendes blik.
«Aa det gaar paatvers baade hist og her og
dagen lang,» mumlet han tvær. «Hvordan skal
Friederike, det gamle menneske, kunne greie bu-
tiken alene. Det behøvdes vel at jeg var der
hele dagen selv, men det kan jeg ikke — det
kan jo enhver forstaa at jeg ikke kan, hvis det
ikke skal gaa pokker ivold det hele.»
Verena vilde spørge ham efter hans kone, som
ingensteds var at se, men hun tok sig i det. Hun
fandt det under sin værdighet at unde sig selv
denne tilfredsstillelse. Hun steg et trappetrin ned.
Hun hadde endnu den lyse, glade ro som var
kommet over hende i kirken. Og ut av denne
sa hun: «Du behøver jo bare at si det, du har
jo altid faat hjælp naar du har trængt det,» og
dette kom i en tone, som ene og alene vidnet om
en hjertensgod hjælpsomhet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
