Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Verena Stadler - 7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 154 —
hende. De andre trak sig tilbake til vinduet.
Han mottok hendes skriftemaal. Pludselig skrek
hun ut: «Verena >»
Baade lægen og jormoren ilte til hente, fru
Zerahn ogsaa. Verena stillet sig ved hodegjærdet
og støttet Hilde, som sat halvt opreist. Hun la
armene fast om hende. En forfærdelig kamp be-
gyndte, en kamp i hvilken sekunderne blev til
timer. Fru Zerabn hadde kastet sig paaknæ
næsten fra sig selv og bad; ved siden av hende
knælte presten. Ogsaa han fremsa bønner. Stadig
de samme — monotone, ivrige, ilfærdige.
Lægens pande var vaat av sved. Verena stod
rank ved sengen. Hun var ung, Verena, ikke
ualmindelig sterk, hadde ikke seet meget i sit liv,
hadde aldrig staat i store legemlige lidelser, og
hun syntes hun maatte segne om. Det vilde sortne
for hendes øine. Da saa hun pludselig for sig en
mand av jern. Han stod derborte ved sjøen,
reformatoren med den frie pande, det kampberedte
uttryk. Der gik noget forunderlig igjennem hende.
Det var som om han satte staal i hende. Hun
bet tænderne sammen og stod likbleg men fast,
og støttet Hilde. Den høiværdige og fru Zerahn
anropte Guds moder, uavladelig, lidenskabelig, paa-
trængende lidenskabelig. Verena bad ikke. Kun
nu da Hilde satte i et rædselsfuldt, et umenneske-
lig skrik som et dyr i døden, da sa hun et eneste
kort ord med blikket mot taket: «Herregud, la
det nu være nok!» Men hun holdt den stakkars
unge kone fast omslynget.
Hilde hadde git et barn livet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
