Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karain: et Minde - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Der er ogsaa Ansigter — mørke, bistre og smi-
lende Ansigter; de frimodige, dristige Ansigter af
barfodede, velbevæbnede og lydløse Mænd. Der
var Trængsel paa vor Skonnerts korte Dæk af den
pyntede og barbariske Skare med de spraglede Far-
ver af tærnede Saronger, røde Turbaner, hvide Trøjer,
Broderier, med Glimtene fra Skeder, Guldringe, Amu-
letter, Armbaand, Spydblade og deres Vaabens juvel-
besatte Fæster. De havde en uafhængig Holdning,
kække Øjne, et tilbageholdende Væsen; og vi synes
endnu at høre deres bløde Stemmer tale om Kampe,
Vandringer og Undvigelser, prale stilfærdigt, spøge
roligt, stundom med en velopdragen Mumlen prise
deres egen Tapperhed eller vor Rundhaandethed,
eller med loyal Begejstring fejre deres Herskers store
Egenskaber. Vi mindes Ansigterne, Øjnene, Stem-
merne; vi ser igen Glansen fra Silke og Metal, den
mumlende Bevægelse i den straalende, festlige, kri-
gerske Skare; og vi synes at føle Berøringen af de
venlige brune Hænder, som efter et enkelt kort
Haandtryk vender tilbage til deres Hvileplads paa
et ciseleret Hjalte. De var Karains Folk tro-
faste Følgesvende. Deres Bevægelser hang ved
hans Læber; de læste deres Tanker i hans Øjne;
han mumlede skødesløst til dem om Liv og Død,
og de modtog ydmygt hans Ord, som var de Skæb-
nens Gaver. De var alle frie Mænd, og naar de
talte til ham, kaldte de sig »din Slave«. Naar han
gik forbi, døde Stemmerne hen, som om Tavsheden
var hans Livvagt paa hans Gang; ærbødig Hvisken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
